Process Engineering støtter Danmarks Indsamling 2017!

Danmarks Indsamling 2017: Intet barn må sulte

På verdensplan lider millioner af børn af fejl- eller underernæring. Det er ikke dem, der fylder nyhedernes flade. For den stille sultkatastrofe kan ikke konkurrere med krigen eller flodbølgen. De bliver glemt. Overladt til sig selv – og kampen for at få noget at spise.

Hvert år dør over tre millioner børn under fem år, som følge af sult. Det er børn, der ikke får mad – hverken morgen eller aften. Det er børn, som ikke har kræfter til at gå i skole eller lege, fordi de mangler energi. Det er børn, som får store oppustede maver, fordi de mangler protein. Det er børn, som ikke kan sove om natten, fordi de er sultne. Mere end 90 millioner børn under fem år er faretruende undervægtige, og næsten hvert andet dødsfald (45 pct.) blandt børn under fem år kan relateres direkte til sult. Det efterlader sult, fejl- og underernæring som den største globale sundhedsrisiko – større end HIV/AIDS, malaria og tuberkulose tilsammen.

”Ingen rammes hårdere af sult end børn. En sult, der handler om mere end en knurrende mave, som spiser barnet op indefra og nedbryder barnets hjerne, motorik – hele nervesystemet. Sult ødelægger ikke kun det enkelte barns fremtid. Uden hjælp risikerer hele befolkninger at blive fastholdt i en tilstand af kronisk sult, når børnene ikke udvikler sig, og den næste generation ikke kan være med til at drive samfundet fremad, ” siger Anna Rørbæk, der er talsperson for Danmarks Indsamling og chef for kommunikation og public affairs hos BØRNEfonden.

Derfor sætter Danmarks Indsamling 2017 fokus på de fatale konsekvenser, det har for lande verden over, når børn sulter. Frem mod den 4. februar samler Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR – sammen med danskerne – ind til 12 konkrete projekter, der bekæmper sult blandt børn. Projekter som blandt andet skal sikre mad på bordet til børn af de fattigste indianerfamilier i Bolivia, støtte til sårbare gravide kvinder og spædbørnsfamilier i Madagaskar ved at hjælpe med at udvikle landets sundhedssystem samt undervisning i dyrkning af afgrøder for mødre på flugt i Afghanistan, som hver dag kæmper for at brødføde deres børn.

Danmarks Indsamling 2017
Kontakt mig for mere information
Poul B. Jakobsen
CEO, Administrerende direktør
Telefon: +45 2424 1183