FAKTA om Danmarks Indsamling 2016 – 10 år mod fattigdom Danmarks Indsamling 2016 sætter fokus på de menneskelige konsekvenser, som ekstrem fattigdom fører med sig. Sammen med danskerne sætter DR og de 12 organisationer bag indsamlingen ind mod fattigdom gennem 12 konkrete projekter i 12 forskellige lande, som vil betyde en enorm indsats der, hvor behovet er størst. For selvom der er fremgang at spore på verdensplan, lever alt for mange mennesker stadig under forhold, vi danskere svært kan forestille os:
I Zambia lever en tredjedel af befolkningen uden direkte adgang til rent vand, hvilket medfører lav produktivitet i landbruget, gentagne udbrud af kolera og høj spædbørnsdødelighed.
I den kenyanske hovedstad Nairobi er hele 60 pct. af byens fire millioner indbyggere presset ind i stadigt voksende slumområder, hvor børn mister livet til diarré og tyfus hver eneste dag.
I Laos beskrives situationen som alarmerende. Landet ligger nr. 14 på det globale sultindeks, og klimaforandringer skaber endnu mere fattigdom og underernæring – særligt blandt de befolkningsgrupper, som lever i Laos’ bjergrige provinser.
I DR Congo lever 70 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen, hvilket gør landet til et af de fattigste i verden. Samtidig lider en alt for stor del af befolkningen af hiv/AIDS – kun en fjerdel af de smittede får behandling for sygdommen, der dermed bliver dødelig og har enorme konsekvenser for den enkelte, for hele familier og lokalsamfund.
Næsten en ud af fem cambodjanere lever under fattigdomsgrænsen på $1,25 pr. dag. Kvinderne I Cambodja, der traditionelt betragtes som underlegne i samfundet, bliver fortsat diskrimineret i alle livets aspekter. Kønsstereotyper og magtdynamikken medvirker til et højt niveau af kønsbaseret vold, og det forhindrer kvindernes ligelige deltagelse i politik og beslutningstagning.
Det, og meget mere, vil Danmarks Indsamling 2016 sætte ind overfor. FAKTA om FNs udviklingsmål nr. 1: Gør en ende på fattigdom FN’s udviklingsmål er de globale mål for verden, som FN og verdens ledere har sat sig for at nå. Der er 17 mål, som alle bidrager til en bæredygtig udvikling af verden og som regeringer, virksomheder, interesseorganisationer og private personer hjælper med at nå.
Mål nummer 1 er at gøre en ende på ekstrem fattigdom og halvere al øvrig fattigdom inden 2030.
Siden 1990 er antallet af ekstremt fattige mennesker blevet halveret på verdensplan. Selvom bedriften er opsigtsvækkende, så lever en ud af fem indbyggere stadig for under $1,25 pr. dag i verdens udviklingsområder, og flere millioner mennesker må nøjes med en marginalt højere indkomst. Dertil kommer de millioner mænd, kvinder og børn som risikerer at glide tilbage i fattigdom.
Fattigdom er mere end manglende indkomst og ressourcer til at sikre en selvforsynende tilværelse. Fattigdom manifesterer sig som sult og fejlernæring, begrænset adgang til uddannelse og andre grundlæggende ydelser i samfundet, som social diskrimination og udelukkelse fra beslutningsprocesser.
- 836 millioner mennesker lever stadig i ekstrem fattigdom
- Omtrent hver femte indbygger i verdens udviklingsområder lever for under $1,25 pr. dag
- En overvældende andel af mennesker, som lever for under $1,25 pr. dag, befinder sig i to verdensdele: det sydlige Asien og Afrika syd for Sahara
- En høj koncentration af fattigdom forekommer oftest i små, skrøbelige og konfliktramte lande
- På verdensplan er et ud af syv børn under fem år lavere, end de burde være deres alder taget i betragtning
- Hver dag i 2014 blev 42.000 mennesker på verdensplan nødt til at forlade deres hjem for at søge beskyttelse fra en konflikt
Læs mere på danmarksindsamling.dk eller dr.dk/danmarksindsamling
Danmarks Indsamling – 10 års jubilæum
Når Danmarks Indsamling 2016 løber af stablen fra 1. januar til 6. februar, er det 10. gang at indsamlingen afholdes. Indtil nu har danskerne:
- Bidraget med mere end 770 millioner kroner
- Hjulpet mere end 7 millioner mennesker til en bedre tilværelse
- Støttet i alt 135 udviklingsprojekter i 40 lande fordelt på 3 kontinenter
- Givet det største bidrag i 2010, da 130 mio. kroner gik til Afrikas kvinder og ekstraordinær hjælp til jordskælvsofrene i Haiti
- Set den største enkeltdonation tikke ind i 2015, hvor Ole Kirks Fond donerede 5.293.175 kroner
- Aldrig lavet en større fejldonation, end da en pige ville overføre 200 kroner, men fejlagtigt donerede 2 millioner